middelalderen en ikke uvigtig utførselsvare fra Norge[1]. Fra gammelnorsk gik ordet litmose endog over i engelsk (litmus). Ogsaa i byen Damme i Flandern, like ved Brügge, har der sandsynligvis bodd en norsk kjøbmandsslegt. Den landflygtige biskop Thorfinn av Hamar, som døde i klostret Ter Doest i Flandern, betænkte i sit testamente (22⁄8 1284) en borger i Damme ved navn Michael Ulf[2]. Ellers gav biskopen i sit testamente bare gaver til navngivne norske, til norske stiftelser, til klostret Ter Doest og til de fattige i Brügge. Av samme slegt som den nævnte Michael Ulf var vistnok en kjøbmand i Damme ved navn Nicholaus Ulf, hvem kanniken Olav Eindridesson i 1320 skyldte penge til. Hadde slegten været nederlandsk eller tysk, skulde vi ha ventet at dens navn hadde været skrevet Wulf. Nicholaus Ulf kaldes ogsaa med tilnavnet Kaupmann[3]. Som ovenfor nævnt, synes en gren av slegten Bratt i Tunsberg at være kommet til Rostock[4].
En stor del av Norges utførsel var dog alt paa Haakon V’s tid kommet over paa fremmede hænder.
- ↑ Jfr. retterbot for Bergen av 30⁄7 1316 (Norges gamle Love III, s. 119). I samme retterbot nævnes ogsaa utførselstold af dikur bucskinna og af dikur gæitskinna.
- ↑ D. N. XVII nr. 878: Domino Michaeli dicto Wlf 2 rosulas argenteas.
- ↑ D. N. II nr. 188 (19⁄7 1320, Brügge): Universis presentes litteras inspecturis Olauus Eindridi salutem in domino. Noverint universi, me teneri et obligatum esse discreto viro Johanni dicto Thekenborg in sedecim libris sterlingorum bonorum et legalium de Anglia, quas idem Johannes solvit nomine meo honesto viro Nicholao Kaupmanno dicto Vlf oppidano Dammis in Flandria ad extenuacionem debiti, in quo eidem Nicholao Kaupmanno eram obligatus.
- ↑ Hansisches Urkundenbuch III, nr. 535 anm. 1. Dette er først paapekt av cand. mag. Voss i en selvvalgt eksamensbesvarelse om Tunsberg i middelalderen.
