sommeren 1247 holde tilbake i Bergen »alle skibe som var kommet fra Danmark og umlandsfarere og nogen kugger tilhørende tyske mænd« (þá hafði Hákon konungr látið taka öll skip, þau er komim voru af Danmörk ok Vmlandsför ok nokkura kugga þýðverskra manna). Vmlandsför betyr ikke, som P. A. Munch mener (Det norske Folks Historie 41, 71) »vendiske skibe«, men »skibe tilhørende omlandsfarere«. De kaldtes saa fordi de reiste rundt landet« (d. e. Skagen) eller fra Nordsjøen til Østersjøen, og var mest fra stæderne ved Zuydersjøen. Kong Abel av Danmark gav 24de sept. 1251 et fribrev for umlandsfarerne. I en dansk avskrift av dette brev heter det istedenfor umlandsfare, »vindlandsfaræ« (Hans. Ukb. I, nr. 411–413). Den samme forveksling har vi, tror jeg, ogsaa i sagaen. I anledning av disse begivenheter blev der ført en brevveksling mellem kong Haakon og raadet i Lübeck, som endnu tildels er bevaret (Dipl. Norv. V, nr. 1–3). Forhandlingerne førte til en handelstraktat mellem Norge og Lübeck, som blev avsluttet 6te oktober 1250 (Dipl. Norv. V nr. 4). Indbyggerne av Norge og Lübeck skulde ha samme ret til at besøke hinandens havne med sine varer[1]. Denne traktat har vistnok øket Lübecks handel paa Norge og i det hele vintersitternes tal. Fra slutten av Haakon Haakonssons dage nævnes ogsaa de første vintersittere i Bergen i aktstykker. I anledning av striden mellem biskop Arne og de tyske haandverkere i Bergen sier et vidne 1309 at det for 50 aar siden bare var faa vintersittere i Bergen (Sagde han ok at þa varo faer vætrsætar i Bergwin, Dipl. Norv. I, nr. 122).
Saa kom den ulykkelige krig med de tyske sjøstæder 1284–1285. Norges skibsfart og selvstændige handel paa utlandet var alt dengang, tror jeg, i tilbakegang. Dette
- ↑ Jfr. Yngvar Nielsen, Bergen, s. 167 ff.
