I 1412 kom der saaledes ingen tidende fra Norge til Island[1]. Efterat Islands-handelen var blit et monopol og øen var kommet under Norge, var Islands selvstændige handel og skibsfart blit ganske ødelagt, og da nu ogsaa hanseaterne hadde ødelagt den norske skibsfart og det var forbudt for utlændinger at seile til Island, er det tydelig at øen holdt paa at lide hungersnød. Det er derfor ikke at undres paa at Islands almue 1⁄7 1419 skrev til kong Erik og bad ham om at ta forbudet mot utlændingers handel tilbake[2]. Dette blev ikke gjort. Kongerne ansaa nemlig fiskestapelen i Bergen for et stort klenodie. Heller ikke de engelske konger opmuntret Islands-handelen. Men de saa gjennem fingre med den, især da tilladelsen til at seile til Island skaffet statskassen en indtægt[3]. Derimot lykkedes det heldigvis ikke englænderne, som de ogsaa hadde ønsket, at faa fast fot i Lofoten og Finmarken.
Hvor langt englænderne har gaat i sine planer paa Island, vet vi ikke. Den engelske indflydelse dér maa ialfald omkring 1430–1450 ha været overmaade sterk. Biskoperne, som John Craxton i Hole og dennes efterfølgere John Bloxwich og Robert Wodborn (1441), var saaledes englændere av fødsel[4]. I 1448 siges endog Skaalholt at ligge i provinsen London(!) [ecclesie Scalotensi Londensis prouincie D. N. XVII, nr. 577]. Biskoperne stod i forbindelse med engelske fiskekjøbmænd og har rimeligvis i det hele hjulpet de engelske interesser paa
- ↑ Islandske Annaler, s. 290 (VII, Lögmanns-annáll): kom eingin friett af Noregi til Islandz.
- ↑ D. N. II, s. 485 f.
- ↑ I Patent Rolls, 5 Henr. VI pt. I, membr. 7 (13⁄3 1427) siges det uttrykkelig at den i 1426 utnævnte biskop Johannes av Hole var engelskmand.
- ↑ Herom oplyser især de saakaldte French Rolls, som gaar fra 26 Henry III til 26 Charles II.
