fart litt efter litt atter er vokset frem, maa vi undersøke Øresunds-toldregnskaperne.
I 1528 seilet 2 norske skibe gjennem Øresund. I 1536 og 1537 var der ingen, vel paa grund av forholdene i Norge. Men i 1538 passerte paany 2 norske skibe Sundet, i 1541 paany 2; i 1545 var det ikke mindre end 7 norske skibe som seilet gjennem Øresund. I 1568 var tallet vokset til 17 og i 1585 til 27; derav hadde dog 6 lybækske skippere, mens 2, som kom fra Sverige, hadde norske skippere. I 1599 seilte ikke mindre end 77 norske skibe gjennem Øresund, 45 for østgaaende, 32 for vestgaaende[1]. Vor nationale skibsfarts forfald og dens fremvekst hænger tydeligvis sammen med at hanseaterne i det 14de aarh. vandt økonomisk herredømme over Norge, og at deres magt i det 16de aarh. paany blev knækket. Vor handels og vor skibsfarts historie er ikke rik paa dramatiske hændelser; men den indeholder, tør hænde, nyttige lærdomme ogsaa for nutiden. Den viser hvor ødelæggende det er at la fremmed kapital faa magt i et land. Derigjennem ødela vi nordmænd Island, og hanseater, englændere og hollændere stanset alt fremskridt i vort eget land.
Til s. 313. Forbindelsen mellem Orknøerne og England er meget gammel. Krønikeskriveren William av Malmesbury fortæller at kong Henrik I av England (1100–1135) holdt et helt menageri av løver, leoparder, gauper og kameler. Mellem dem som sendte ham gaver hertil var ogsaa Orknøjarlen Paal, som, »uagtet han ved arveret
- ↑ Se de av fru Nina Bang utgivne og for hele Nordeuropas handelshistorie saa vigtige »Tabeller over Skibsfart og Varetransport gjennem Øresund 1497–1660« (Kjøbenhavn 1906).
