handelen. Først under Erik av Pommern blev, som bekjendt, byen officielt ophøiet til stapelplass, mens den alt længe hadde været det. »Bergen var«, siger forf. (s. 41), »ældst blandt de store stapelpladse i Nordeuropa – stapelplads her betragtet som hovedomsætningssted for en verdensartikel, i Bergens tilfælde tørfisken, eller som den i utlandet gjerne kaldtes, stokfisken. Hvad tidsrækkefølgen angaar, kunde Bergen saaledes meget vel ha været forbillede for det stapelvæsen som indførtes av engelskmændene ved midten av det 13. aarhundrede for en anden verdensartikel – ulden.« Jeg er ellers enig med forf. i hans utvikling, men dette er ikke rigtig; stapelvæsenet er tidligst nord for Alperne utviklet av englænderne, – ved mitten av 12. aarhundrede. De engelske stapelkjøbmænd hadde alt paa Henrik II’s og Rikard Løvehjertes tid sin faste organisation og valgte hvert aar sin maior og sine constabularii[1].
Som vi vet førte Haaløygerne fra først av selv sin tørfisk til utlandet. Forf. lar (s. 45) dette ophøre ved Haalogalands definitive indlemmelse i kongeriket. Det hadde været ønskelig om han nærmere hadde utviklet, hvad han mener med disse ord. Jeg tror, at Haaløygernes skibsfart paa utlandet først litt efter litt er ophørt og at den aldrig ved noget lovbud er blit forbudt. I førstningen av 11. aarh. seilet de fremdeles til England[2]. I 1239 eide Gudleik av Skartastader (Skarstad i Bindalen sydligst i Helgeland) et skib sammen med hertug Skule og fór bl. a. til Island. Storbønderne i Haalogaland eide ved denne tid større skibe og var rike paa sølv, lærred og klæde, saa en skulde tro at de fremdeles har staat i forbindelse med utlandet[3].
- ↑ Cartulaire de l’ancienne Estaple de Bruges, publ. par L. Gilliodts van Severen, I n. 54.
- ↑ Grettes saga k. 22. Selv om denne sagas historiske værd er tvilsomt, kan dog de kulturhistoriske drag (som skildringerne av Lofotfisket og handelen dér) ikke være opdigtet; men de kan vel tilhøre den tid, da sagaen blev til.
- ↑ Haakon Haakonssons saga, k. 195 og 203. I Antonio di Corados skildring av venetianeren Querinis og hans fællers forlis og ophold paa Røst i Lofoten 1431–32 heter det, at deres vert, som de seilet med sydover til Trondhjem, vilde drage til Danmark for at sælge sin stokfisk (Norges land og folk, Nordlands amt, utg. ved A. Helland II, 906). Dette er dog vel en misforstaaelse av venetianeren.
