brev om vi i det hele kan stole paa dem. Anderledes var det med Finmarken. Dit kunde, som forf. med rette peker paa (s. 42), ingen seile i kjøpfærd uten tillatelse fra kongen eller hans sysselmand. Men ogsaa dér er visst handelen delvis git fri (ialfald for Nordlændinger), efterat Nordmænd i slutningen av 13. aarh. hadde begyndt at sætte bo ved kysten. Det litet, som vi vet om Nordmænds handel paa Finmarken i 14. og 15. aarh., synes at tyde derpaa[1].
I det ellers indholdsrike kap. 6, »Den norske skatlandspolitik indtil Erik av Pommern«, synes forf., som oftere, at forutsætte lovbud istedenfor en naturlig utvikling.
Naar Norges handel og skibsfart paa utlandet i middelalderen forfaldt, da var det ikke, fordi »denne handelsskibsfart var resikabel« (s. 50) og kongerne av den grund søkte at indskrænke den for isteden at lokke utlændinger til Norge. Grunden til nedgangen var at den norske handel fra først av var en bondehandel og at den naadde sin største utstrækning i vikingetiden, da Norge ingen byer hadde og da alle farmænd var storbønder og seilet med varer, som de mestendels selv eiet. Da byerne begyndte at vokse frem og at bli mittpunkter for handel og skibsfart, fik kjøbmændene disse til medbeilere, ikke bare utenlandske kjøbmænd, men ogsaa norske stormænd, kongerne og geistligheten, som alle hadde skibe paa Norge og paa utlandet. Derfor kunde de norske kjøbmænd i længden ikke staa sig i konkurransen mot de bedre organiserte utlændinger, særlig Tyskerne[2].
Ellers er fremstillingen av de norske kongers handelspolitik noget av det bedste i de første avsnit av boken. Forf. kritiserer med fuld ret min egen fremstilling i »Studier over de norske byers selvstyre og handel« (s. 171 og 109–119). Han hævder (s. 52 f.) at grundtanken i kongernes
- ↑ Alfræði Íslenzk, udg. ved Kr. Kålund, s. 57: Sa athburdur gerdizt aa dǫgum virduligs herra herra Hakonar med guds naad Noregs konungs ok Olafs erkibyskups i Nidarosi (ca. 1350–70), ath einn prestur af Haloghalandi rikur ath audæfum red sik skip med kaupmonnum peim, sem sigldu nordr au Finnmork. Jfr. »M. Beheims reise til Danmark og Norge i 1450« av Ove C. L. Vangensteen, s. 17 (Videnskabsselsk. skrifter II, Hist.-filos. klasse 1908, nr. 2, Kristiania).
- ↑ Jeg utvikler dette nærmere i en avhandling, som netop er trykt i »Vierteljahrschrift für Sozial- und Wirtschaftsgeschichte«.
