kjøbmænd frit at gjæste Norge, er det utænkelig at de av sine egne undersaatter skulde kræve særlig tillatelse hvergang disse vilde seile til utlandet. Det var fra slutningen av Haakon Haakonssons tid forbudt mænd, som ikke eiet en viss formue, at fare i kjøpfærd, men alle, som eiet denne sum eller mer, kunde frit fare – det maa dog være underforstaat –, og efter Mikjalsmesse (29. sept.) og hele vinteren var handelen helt fri; det heter uttrykkelig: »síðan fari hverr í friði med slícu sem guð hefír gefit honum«[1], og i oktober var det ikke saa litet seilas over Nordsjøen. Der kan saaledes ikke i 13. aarh. ha været krævet nogen særlig tillatelse for at faa seile med norske varer til utlandet. Derimot kunde kongen i enkelte tilfælde, som forf. ogsaa nævner, lægge farbann og forby skibsfarten paa et land. Dette blev dog altid gjort av politiske grunder, mest forut for krig, og hadde intet med kongernes næringspolitik at gjøre, som da Haakon Haakonsson i 1256 sendte »brev til sysselmændene i Viken og de kjøbmænd, som var vant til at seile til Danmark, at ingen av Øre-flaaten skulde seile længer end til Ekerøerne (ved mundingen av Gøtaelven) og bie dér, til kongen hadde avgjort, om han vilde de skulde fare eller ikke«[2]; eller som i 1219, da det »ikke kom noget skib fra Norge til Island«[3], som hevn fordi Sæmund Jonsson ved Ørebakke hadde tat de norske kjøbmænds gods. Derimot er det mulig at kongerne fra Svein Alfivasson og til Harald Haardraade virkelig har krævet at folk skulde løse tillatelse til at fare i kjøbfærd til utlandet. Jeg kan ikke skjønne andet end at Gulatingslovens § 148[4] og Fro-
- ↑ Frostatingslov (indledn. § 20), Landsloven VIII § 23, Byloven VII § 22.
- ↑ Haakon Haakonssons saga k. 285. Øreflaaten (Eyrar-floti) vil sige den flaate (de kjøbmandsskib), som i markedstiden seilet til Skaane (Halør og Skanør).
- ↑ Islandske Annaler indtil 1578, udg. ved Gustav Storm, s. 125.
- ↑ Skip sitt skal hverr nyta at fullum friði, fara hvert som hann vill.
de potestate vestra, libere et sine impedimento terram nostran adire possint, et homines et mercatores nostri similiter vestram« (Dipl. Norv. XIX n. 114). Likedan i traktaten med Flandern av 1308: »ita quod homines domini mei regis ad Flandriam et ipsius domini comitis ad Norwegiam cum mercibus suis et rebus aliis libere valeant interim navigare« (D. N. XIX n. 459, 465).
