statingslovens XVI § 1, foruten at tage av den saakaldte »skipleiga« (en skibsavgift til kongen), ogsaa sigter til at dette paabud er blit ophævet. Baade i Morkinskinna (omkr. 1220–30) og i den meget yngre Flateyjarbók (III s. 318) findes en fortælling om Islændingen Torstein Siduhallsson, som blev lyst utlæg, fordi han mot kongens vilje hadde seilet i kjøpfærd til Dublin. – I Morkinskinna (s. 29) heter det: »oc var þat ecci at konungs vilia ne leyfi er hann hafþi farit«. – Flateyjarbók tilføier: »en þat var ecke j þann tima ath menn færi vr lande kaupferdir vtan konungr gæfi leyfi til, og uar sok aa huerium er hann færi olofat« – Denne tilføielse er kanske et senere tillæg. Ellers er fortællingen, synes det, historisk og viser, at folk ved mitten av det 11. aarh. maatte ha tillatelse fra kongen, før de fór til utlandet, hvis det da ikke bare har været, fordi Torstein Siduhallsson var hirdmand. Men alt paa Olav Kyrres tid maa seilasen delvis ialfald være blit fri; ellers blir det umulig at forklare Bergens raske vækst. – At kongerne hvert aar skulde ha fastsat, hvor meget tørfisk eller sild som fik lov til at utføres, siges heller ikke noget sted. Derimot tror Jeg, at utførselen av korn og mel like fra Olav den helliges tid – likeens som i England – har været indskrænket; den foregik vel ellers bare til Færøerne, Island og Grønland; Harald Haardraade gav saaledes under et uaar paa Island 4 skib lov til at fare dit med mel og foreskrev at skippundet ikke skulde være dyrere end 100 alen vadmel (k. 36), og Magnus Erlingsson gav ved særlig gunst erkebiskopen i Nidaros lov til hvert aar at sende 50 lester mel til Island[1]. Ligedan var det vistnok med utførselen av skindvarer, høker og jagtfalker, som kongen helt eller delvis hadde monopol paa[2].
Efter denne almindelige indledning taler forf. særlig utførlig om Islandshandelen, efterat øen (1262–64) var kommet under Norge. Han har vistnok (s. 59) ret i sin for-
- ↑ Norges gamle Love I, 445: singulis annis presenti eccelesie unius navis vectigalla concedimus. et 30 lest farine ad Islandiam transferendas si huius provincie paciatur ubertas. Sætningen er gjentat i pave Celestinus III’s brev av 1194 (Norges gl. Love IV, 102) og i sættargjerdene av 1273 og 1277 (Norges gl. Love II, 450 og 465).
- ↑ Frostatingsloven XVI § 2.
