Danmark paa hjemveien maatte lægge ind dit for is, men blev overfaldt av Ribbungerne. »Det laa«, heter det, »en mængde kjøbmænd i havnen, men disse vilde ikke hjælpe dem«[1]. Disse kjøbmænd maa ha kommet for at kjøpe sild; Bohuslensfisket var i motsætning til Skaanefisket et vaarsildfiske. Forf. drøfter særlig spørsmaalet om de utlændinger, som søkte til fisket her, bare har været kjøbmænd, eller om de ogsaa har tat del i selve fisket (s. 121 ff.). Han hævder avgjort, at de bare har været kjøbmænd og utskibet silden, men at de ikke har faat lov til selv at fiske, og polemiserer bl. a. mot Brandt (»Forelæsninger over den norske Retshistorie« I, 265) og mig selv (»Handelen mellem Norge og England«, Hist. Tidsskrift, 3 R. B. IV, 75 f). Jeg har undersøkt spørsmaalet paany og jeg tror at forf. har ret. De aktstykker fra middelalderen, som han citerer, beviser dog ikke noget sikkert hverken i den ene eller den anden retning. Men jeg tror, at vi har lov til at slutte tilbake fra hvorledes forholdene var da silden omkr. 1560 paany begyndte at søke til Viksiden. 12. juli 1561 bød Fredrik II, »at alle udlændiske Kjøbmænd, som forne Sildefisket besøgendes vorder, skulle ligge udi vor Kjøbstad Marstrand og ingen andensteds, og der skulle de udgive til os og Kronen deres Aaresild, som er 4 Vol af Auren og ½ Daler Læster til Told af de Sild, som de ud af Riget førendes vorder«. Utlændingerne fik saaledes ikke lov til at ta del i selve fisket. Bare kongens egne undersaatter fik lov til frit »at mue ligge der under Landet, hvor Silden mest tilgaar« (Norske Rigsregistranter I, 518 f.).
Ogsaa de følgende kapitler, om sjøterritoriets utvikling nyere tid, indeholder meget, som er av interesse for historikere. Bokens 4. avsnit, »Sjøterritoriet, et folkeretslig begrep«, er rent juridisk. Alt i alt gir dr. Ræstads arbeide vigtige bidrag til vor handels og skibsfarts og vor næringspolitiks historie. Fremstillingen er klar og grei og boken er fuld av nye tanker. Ogsaa der, hvor en ikke kan være enig, vækker boken til ny overveielse. Boken, som er forsvaret for den juridiske doktorgrad, er et vigtig bidrag til norsk handels og handelspolitiks historie. Bruken av den lettes ved et uttømmende navne- og sakregister.
Alexander Bugge.
- ↑ Haakon Haakonssons saga, k. 150.
