paa at faa vite hvilke tungtveiende aarsaker det er som har bevirket at arkæologen her er skutt tilside. Ti med al respekt for professor Bugge som videnskapsmand forøvrig, vil det visselig alment erkjendes at denne opgave har han ikke helt magtet. Det er mere her end de gyselige plancher som kan kritiseres.
Av første binds to dele er den sidste utarbeidet først (trykt henholdsvis 1910 og 1912) og sikkert ogsaa uten dypere tanke paa hvad vel den første del skulde indeholde. Det vil ellers være helt uforstaalig hvorfor forfatteren gir sig til at ta op igjen emner som allerede har været behandlet før. Til eksempel kan nævnes hvad der fortælles om trælene I1 s. 235 og I2 s. 227, tildels akkurat det samme. Likedan skildringen av en høvdings sal i vikingetiden (I1 s. 242 og I2 s. 230), Odin og Balder og jordens undergang (I1 s. 186, 187, 196 og I2 s. 234, 235).
Forøvrig maa forfatteren nære en indgrodd mistillid til sine læseres hukommelsesevne. For denne gjentagelseslyst som vi saaledes finder fra halvbind til halvbind, den indskrænker sig ingenlunde til dette, men brer sig frodig ogsaa inden hvert enkelt av disse. Jeg skal her holde mig til første halvbind.
Læser en dette igjennem, faar en først og fremst følelsen av at forfatteren, end ikke da han utarbeidet det, rigtig har visst hvad han skulde fylde det med. Man kunde jo tænke sig det skulde være arkæologi, og det saa meget mere som forf. et sted sier: »Om de tider som gaar forud (for aar 800) ved vi ikke stort mere end hvad vi kan slutte af jordfund, som nok lærer os at kjende menneskenes ydre liv, men ikke fortæller om deres kamp og higen, – navnløse fortidsminder« (I2 s. 1). Bortset fra at den definition av arkæologien som deri uvilkaarlig ligger, er temmelig grund, saa er det dog jordfundene han selv henviser til, og som en følgelig maa vente særlig vil bli behandlet, hvor den forhistoriske tid skal skildres. – En meget flygtig gjennemlæsning vil imidlertid snart vise en at den rolle arkæologien spiller, ofte nok er temmelig ubetydelig; forfatteren skyr len og lar andre emner raade over et uforholdsmæssig stort sidetal. Det vil neppe nogen bebreide forf. at han har git avsnittet »gudetro, gudsdyrkelse, overtro, troldom« en fremskutt og bred plads i sit arbeide, og det saa meget mindre
