som det her findes avsnit som er virkelig fortrinlige og udmerket behandlet. Derimot tror jeg alle vil være enige om at den plads kunde ha været bedre anvendt som er tat til at fortælle op igjen – naturligvis med variationer – hvad der alt tidligere er sagt om religion og tro i stenalder og broncealder. Ikke alene er fremstillingen i sig selv her uklar og vaklende, men det blir gjentagelser baade i hovedsak og detaljer som en saa godt kunde været spart for til fordel for andre ting. Naar det nu engang skal saa være, er det kanske mindre at si paa at guldbaatene fra Nors (s. 55) og solvognen fra Trundholm (s. 53) tas op igjen (s. 150). Men likedan er det med solguden paa en helleristning fra Skjeberg og likesaa med forklaringen av »gud«: »Ordet »Gud« var oprindelig intetkjøn og betyder det tilraabte, hvad man ved trylleord gjør sin vilje underdanig, det besvergede« (s. 54). Sml. s. 147: »Selve ordet »Gud« peker i samme retning ... Oprindelig betyder det« osv. Tacitus’ fortælling om Nerthus faar vi likesaa to ganger (s. 63 og 152). Paa disse steder kan det dog være optil 100 sider imellem, og at en skulde kunne huske saa langt er jo tvilsomt. Men selv om det bare er ti sider imellem, finder forfatteren at en gjentagelse kan være gavnlig. Et eksempel (s. 166): »Adskillig dyrket blev ogsaa fra ældgammel tid de kvindelige guddomme som kaldes diser. Hvordan vore forfædre oprindelig har tænkt sig diserne, ved vi ikke sikkert. I senere tid kaldtes baade valkyrjer, norner og alvekvinder for diser. Om disernes dyrkelse minder gaardnavnet Disen, som fore kommer flere steder paa østlandet«. S. 173: »Troen på fylgjerne gik ialfald i senere tid i ett med troen paa diser, valkyrjer og norner. Diserne har fra ældgammel tid havt sine helligdomme i Norge. Derom vidner gaardnavnet Disen som findes flere steder paa østlandet.« Værre endda er det naar vi s. 95 ikke mindre end tre ganger faar os fortalt at Hardanger egentlig betyder Hordernes fjord, først to ganger i teksten og saa for sikkerhets skyld tillike i en note.
Paa eksempler av denne art er der ingen mangel. Nar jeg fæster opmerksomheten paa dette, saa er det selvsagt ikke fordi jeg ikke kan indse at en gjentagelse overhode kan være berettiget. I en rekapitulation, til belysning av et nyt emne, og i det hele i en anden forbindelse er den paa
