sin plads, men neppe ellers og ialfald ikke i en form som om noget helt nyt blev fortalt.
Den samme løshet i fremstillingen som paa dette punkt gjør sig gjældende, vil en ogsaa ofte finde i forfatterens opfatning og anskuelse av forskjellige spørsmaal. S. 151 sies det: »Saaledes ser vi, at menneskene herhjemme alt i broncealderen var begyndt at gruble over livet og døden.« Et uttryk som dette er ikke heldig, naar det dog paa flere steder i forveien er fremhævet det samme allerede for stenalderens vedkommende. Likedan paa et andet punkt; om stenalderen heter det s. 19: »Alt hvad vi eier av minder fra slutningen av stenalderen, vidner om at kamp og strid nu hørte til dagens orden og at menneskene var organiseret i smaa samfund eller stammer[1] hvor nogle var rige og mægtige medens andre var fattige og retløse.« Om bronsealderen sies det s. 43: »Vi faar gjennem helleristningerne indtrykket av at broncealderen var en kamptid, den første heltetid i de nordiske lande. Det ser ut som om menneskene nu er begyndt at slutte sig sammen i stammer[1] og har staat under høvdinger, som har ført dem i kampen.« S. 50 fortælles det om menneskenes utseende i bronsealderen, og at manden da barberte sig: »I senere tid blev moden anderledes. I begyndelsen av vor tidsregning forsvinder nemlig barberknivene fra gravene; mændene var med andre ord begyndt at bære skjeg.«[1] En slik slutning er i og for sig forhastet og det saa meget mer, naar forfatteren selv siden taler om barberknivene fra romersk tid (s. 80). Et bedre bevis vilde da ligget i at nævne f. eks. mandshoderne paa Deibjergvognen, siden disse bærer overskjeg.
Om Pytheas uttales det (s. 70) at han kanske alt i Skotland har møtt norske sjøfarere: »Der maa ha været samfærdsel mellem Norge og det nordlige Skotland.«[1] S. 81 derimot: »Vort land stod i de første par hundrede aar af vor tidsregning neppe i forbindelse med andre lande end Sverige og Danmark og længst borte med Bornholm og kanske med Gotland. I det 3. aarh begyndte saa smaat nye forbindelser at knyttes bl. a. med landene paa sydsiden af Nordsjøen.« En tør da spørre: Er veien til
