Birkebeiner-konges søn midt inde i den mest birkebeiner-fiendtlige del af Viken. Der gik lumske rygter om aarsagerne til de to uventede kongedødsfald i Sverre-ætten i løbet af et og samme aar, og hvad der kunde tiltroes de intrigerende faktioner ved Birkebeinernes egen kongehird i Nidaros, kunde med endnu større sandsynlighed i Viken tiltænkes de forbitrede Bagler. Da julen 1205 nærmede sig, ansaa præsten Thrond og Erlend af Husebø i det hele taget stillingen saa vanskelig, at de besluttede sig til at bringe barnet og dets mor op til dets nærmeste frænder og partihøvdingerne i Throndhjem. Munch har (II s. 484–85) opkastet det spørgsmaal, hvorfor de ikke heller valgte ved kong Inge Baardssons nærværelse paa Borgarthing sommeren 1205 allerede da at overgive barnet i hans varetægt. De forklaringer herpaa, som Munch selv søger at tilfredsstille sig med, synes imidlertid alt andet end indlysende. Sagen har vel simpelthen været den, at man ikke vovede at lade Inga paany vise sig i Sarpsborg eller dens nærmeste omegn, hvor hvert andet menneske kjendte hende, og hvor hendes slægtninge kunde anvende sin ættemyndighed til i al stilhed at skaffe sig barnet i sin magt. Det lader derfor virkelig til, at sagaen har ret, naar den fortæller, at foruden Erlend og Thrond var det blot præstens hustru og to sønner, som vidste, hvem hun og barnet var. Hendes slægtninge paa Varteig og i Borg maa have svævet i uvidenhed om, hvor der var blevet af hende. I længden var det dog klarligen umuligt at bevare en saadan hemmelighed, og det har vistnok været paa høie tid, da Erlend og Thrond henimod jul 1205 paa vinterføret drog nordover med mor og det da halvandet aar gamle kongsemne.
Som sit nærmeste maal havde det lille følge stillet sig Hamar for øie. Her sad der to uf Birkebeinernes
