Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, første bind (1912).djvu/11

7

INGA AF VARTEIG OG HENDES ÆTTLEGG.

sysselmænd, fra hvis side de mente at kunne vente baade god modtagelse og virksom hjælp for den videre reise. Men de to krigshøvdinger befandt sig selv i knibe. Trods de anseelige flokke af stridsmænd, som de omgav sig med, levede de i stadig frygt for overfald fra de ogsaa rundt om paa Oplandene huserende Bagler. Afse nogen større eskorte til kongesønnens ledsagelse over fjeldet turde de derfor ikke. Ei engang julefred formaaede de at berede flygtningerne. I saa henseende havde disse ikke regnet tilstrækkelig med biskop Ivar og den skarpe udkig, han holdt med sine fiender, de to Birkebeiner-sysselmænds gjøren og laden. Han fik straks greie paa, hvad det var for et magtpaaliggende barn, som det paa selve juleaften til Hamar sydfra indtrufne følge medbragte, og benyttende sig af sit slægtskab med gutten, indbød han med tilsyneladende velvilje mor og barn til at tilbringe julehelgen hos sig. Da det er udelukket, at det kan have været paa Sverre-ættens side, at den nævnte ætt saa fiendtlig sindede Hamar-bisp har været beslægtet med Haakon Haakonsson, maa slægtskabet have knyttet sig til dennes mor, altsaa Inga selv. Til dette punkt vil jeg forhaabentlig ved en anden leilighed kunne komme tilbage. I nærværende forbindelse er det nok at fremhæve, at Inga og hendes ledsagere straks var fuldt paa det klare med, at frænde her var frænde værst, og allerede anden dag jul befordredes følget med barnet i al hemmelighed videre opover til Lillehammer, medens man søgte at afholde biskopen fra yderligere skridt ved at stille ham i udsigt, at følget, naar de efter julen følte sig udhvilte, vilde benytte sig af hans gjæstfrihed. At tage over fjeldet fra Gudbrandsdalen til Østerdalen og videre over Dovre paa de korte midtvintersdage, var dog ikke at tænke paa. Man oppebiede lysere dage paa senvinteren. Indtil fastetidens indtrædelse laa følget i al