stilhed veirfast paa en liden gaard ved Lillehammer, og da det endelig brød op, havde det, formodentlig ved sysselmændenes foranstaltning, faaet flere Birkebeiner med sig; det kan ikke engang med sikkerhed sees, om Thrond præst og Erlend ikke nu skiltes fra Inga og kongsemnet og drog tilbage til sit hjem i Heggen. Paa den anden side er det vist nok, at biskop Nikolas tilsidst uden tvil gjennem sin embedsbroder og partifælle paa Hamar havde faaet nys om færden og dens foranledning og havde underrettet de i Tønsberg overvintrende Bagler-høvdinger derom. Men inden den af disse udsendte, betydelige hærafdeling, anført af hele 8 sveitehøvdinger, der havde befaling til at bemægtige sig den kongebaarne gut, var naaet op til Hedemarken, var følget allerede kommet ned i Østerdalen og paa vei videre nordover. Overgangen fra Faaberg havde været frygtelig. Som det synes allerede den første dag efter opbruddet kom de ud for en voldsom snestorm, der tvang følget til at dele sig og sende barnet i forveien med et par dygtige skiløbere, som med nød og neppe bragte det i ly i en udlade. Overhovedet pleiede samtiden at sammenligne denne Ingas farefulde flugt med sin lille søn med den i sagnet saa berømte undvigelse, som Olaf Tryggvasons mor Astrid under lignende møie og farer blev nødt til at foretage for at redde sit kongebarn fra dronning Gunhilds efterstræbelser.
Efter fremkomsten til Østerdalen – hvilken bygd kan ikke af beretningen sees – var imidlertid for Inga faren forbi. Befolkningen tog sig her med iver og varme af hende og hendes ledsagere og eskorterede dem nordover. Ved efterretningen herom fandt da ogsaa den udsendte Bagler-styrke at burde vende om igjen fra Hedemarken af.
I Nidaros siges det forudilende rygte om ankomsten af et nyt kongsemne i begyndelsen at have vakt uro ved
