(1548–1702), men ved eftersyn i arkivets haandskrevne repertorium viste det sig, at disse dokumenter paa ingen maate kom i betragtning for en norsk klenodiesøker, heller ikke arkivets diplomer.
Ved en videre undersøkelse av de norske skattes skjæbne vil man først maatte skaffe rede paa, om kurfyrstinde Dorothea har beholdt sakerne i særeie, og hvad hun i saa fald har gjort med dem, samt hvor der i tilfælde er blit av dem efter hendes død 1580. Selv om skattene er blit betragtet som kurfyrst Friedrich II’s egen eiendom .– hvad der er mindre sandsynlig –, er det meget tvilsomt, om de er gaat i arv fra kurfyrste til kurfyrste; ti Friedrich II’s eftermand var hans brorsøn Ottheinrich, der døde barnløs 1559, og kurværdigheten gik da over til sidelinjen Simmern, som repræsentertes av Ottheinrichs »fem-menning« Friedrich (III). Hvis nu enkekurfyrstinde Dorothea har beholdt klenodierne og ikke avhændt dem – men hvem vet, om ikke hun har gjort dem i penger? – saa kan de være blit arvet av Friedrich III’s søn, kurfyrst Ludwig VI (1576–83), og da er det mulig, at de fik ligge i fred paa slottet paa Jettenbühl likesaavel som kurfyrsternes øvrige klenodier, indtil kurfyrst Friedrich V i sin korte kongevinter 1620/1 lot bringe alle værdisaker og det vigtigste av hus-arkivet til Haag, hvorhen han flygtet efter det uheldige slag paa det Hvite bjerg ved Prag 5⁄11 1620. Efter hans død 1632 vedblev hans enke kurfyrstinde Elisabeth at residere i Haag og beholdt de kurpfalziske klenodier og arkivalia hos sig, indtil disse efter Westfaler-freden 1648 i flere samlinger kom tilbake til Heidelberg; men det tor være tvilsomt, om værdisakerne ikke da for en del var pantsat eller solgt for at skaffe midler tilveie til enke-kurfyrst-
