paa borgen, kan der neppe have været tale om. Baglerne satte da ogsaa alt ind paa igjen at tvinge borgen til overgivelse. Dagfinn forsvarede sig rigtignok længst mulig; men da Baglerne gjorde forberedelse til stormanfald, søgte han i ethvert fald at redde den treaarige Haakon. I en kurv lod han ham heise ud over borgmuren med bøn om, at man vilde skjænke gutten livet; i kurven lagde han tillige et kostbart sværd, bestemt for Dagfinns egen svoger, Gyrd skjaalge, der var en af Baglernes høvdinger. Denne gik straks frem og tog imod baade barnet og sværdet. Samme dag fik forøvrigt Dagfinn selv og hans mænd fri udgang af borgen, som paany blev nedrevet. Men kongesønnen Haakon var nu saaledes for alvor kommen i Baglernes vold.
Hvilken idelig uro Inga af Varteig under disse omskiftende trængsler har maattet svæve i, kan enhver mor sige sig. Og nu maatte hun da ogsaa opleve, at de fiender, som lige fra først af havde efterstræbt hende og barnet, virkelig havde faaet tag i dette. Ganske vist havde de forrige gang vist sig lempelige mod gutten; men dengang var det dog som nævnt egentlig i erkebiskopens værge, han havde befundet sig, medens han efter sin anden tilfangetagelse skal have været hele 3 maaneder hos Baglerne selv. Hvilke vekslende stemninger disse kunde blive gjenstand for ligeoverfor Sverre-ættlingen, var naturligvis ikke let at beregne. Livet havde de nu imidlertid skjænket ham, og da hans kjække, vindende barnlighed snart ogsaa indtog mange af Baglerne for ham og der begyndte at fortælles smaa historier om hans morsomme svar og bemærkninger, var nogen fare for ham i ethvert fald ikke overhængende. Ikke mindst har Baglerne formodentlig vurderet ham som en god gidsel, der ved given leilighed kunde vise sig nyttig. Tildels opstod der endog andre tanker hos dem. Deres partikonge,
