Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, første bind (1912).djvu/17

13

INGA AF VARTEIG OG HENDES ÆTTLEGG.

Filip af Stovreim, der blot kunde paaberaabe sig slægtskab med kongeætten gjennem kvindeled, havde kun efter adskillig modstand fra krigshøvdingernes side opnaaet hylding, og han omfattedes overhovedet bare med lunken respekt. Det faldt derfor en af partiets ledende mænd, den bekjendte Vikværing, Reidar Sendemand, ind, at Baglerne ved at udraabe barnet Haakon Haakonsson til konge og lade Filip gaa tilbage til jarleværdigheden, som han før havde baaret, kunde sikre sig et stort tilløb fra de tætte rækker blandt Birkebeinerne. Saa fint udtænkt dette paa sæt og vis var, danner planen, der fra Reidars side synes at have været alvorlig ment, samtidig et mærkeligt vidnesbyrd om de aldeles oprevne, helt opløste partiforhold, hvori Norge nu var gledet ud. For at forsyne Baglerne med et virkelig brugbart kongsemne, var en af deres mest indflydelsesrige høvdinger villig til at hylde erkefienden Sverres sønnesøn, Birkebeinernes store fremtidshaab! Sandt nok var Reidar selv en af dem, der i sin tid som kong Sverres fange personlig var bleven særdeles vel behandlet af ham. Baglernes øvrige i Bergen tilstedeværende befalingsmænd synes ligeledes at have overveiet den fremkastede tanke; dog kunde de ikke enes om at iværksætte den. Kong Filip selv kan derimod ikke da have opholdt sig i Bergen. Formodentlig har Munch ret i den antagelse, at det det netop var, medens han tidlig paa høsten gjorde et snartog til Nidaros for at lade sig hylde som konge paa Ørething, at disse mere mærkelige end vigtige samtaler mellem Reidar og hans partifæller fandt sted. Maaske er Munch ligeledes paa rigtigt spor, naar han gjætter paa, at den fremkastede plan efter Filips tilbagekomst til Bergen er kommen ham for øre og har paaskyndet kongesønnens tilbageleverelse til Birkebeinerne. Hos disse befandt han sig i ethvert fald tilbage i god behold senhøstes («Seløhøsten» 1207),