Jemtelands veiforbindelse med det øvrige Norge netop gik gjennem Værdalen, som var Vegards hjembygd, har han høist sandsynlig havt gode forbindelser netop i det nævnte landskab, og i tilfælde af en reisning vilde Jemteland og Værdalen have kunnet danne en meget brugbar oprørsbasis. Andragendet om et len blev imidlertid afslaaet. Kong Inge fandt det tryggest fremdeles at beholde gutten ved hirden. Frænderne gav sig dog ikke dermed; de fik sit unge kongsemne mellem sig og opfordrede ham, atter med Andres Skjaldarband som ordfører, paa det stærkeste til at flygte med dem og lade sig udraabe til konge for en flok. Denne gang skal deres anslag have strandet paa den 10-aarige guts egen sindighed; han negtede at lade sig bruge i en saadan plans tjeneste. Naar sagaen imidlertid ved hele denne beretning saa diskret undgaar at nævne andre af de her medvirkende »frænder« end Andres Skjaldarband, tør ogsaa dette vidne om, at det egentlig var den senere konges egen mor og hendes mand Vegard, der stod bag. Det sagde sig da ogsaa selv, at disse maatte have været de første til at deltage i Haakons undvigelse fra hirden. Det er derfor mere end sandsynligt, at den skarpe modsætning, som senere traadte frem mellem Reinsættens virksomste repræsentant, Skule, paa den ene side og Inga af Varteig med søn og mand paa den anden, allerede har udviklet sig i det første aar efter Haakon jarls død.
Den afgjørende kamp mellem begge fraktioner kunde dog først komme til udbrud ved kong Inges død i april 1217. Og nu optraadte Vegard Væradal aabent som Haakons nærmeste beskytter. Navnlig var det ham, som under det frivillig sammentraadte hirdstævne paa hirdens vegne forlangte kongehyldingen fremskyndet uanseet erkebiskopens fravær, og som derpaa dagen efter paa det da sammenkaldte almindelige thing gjentog det samme krav og derved
