bevirkede, at hyldingsthinget indkaldtes med en maaneds varsel. Og da der paa der samme thing blev fremsat tilbud om, at Inga at Varteig skulde aflægge jernbyrd til bevis for sin søns kongelige herkomst, maa det ligeledes have været Vegard, som bragte dette tilbud til antagelse. Rigtignok strandede jernbyrden denne gang paa geistlighedens modstand: men som bekjendt fremmedes sagen aaret efter paa et rigsmøde i Bergen. Og atter var det her Vegard Væradal, som sammen med Andres Skjaldarband følte sig forpligtet til personlig at værne om den unge konges og naturligvis ogsaa hans moders sikkerhed (Haak. Haak. s. k. 34 og 36).
Forøvrigt gik intrigerne omkring Inga og hendes søn ogsaa ved denne leilighed i høie bølger. Det var denne gang netop fra Skule jarls og geistlighedens side, at ønsker om Ingas jernbyrd blev fremsat, øiensynlig i det stille haab, at den skulde mislykkes. Hvad der laa bag dette haab fra Skules side, viste sig i ethvert fald glimtvis, da en i hans tjeneste staaende Flamlænder tilbød Inga og hendes venner at lære dem et ufeilbarligt middel til sikrelse af et heldigt udfald. Et tilbud, som dog klogelig blev afslaaet. Efter evne og leilighed søgte partierne saaledes ogsaa denne gang at overliste hinanden, og Skules tilhængere trak atter det korteste straa: men det er paa den anden side ret eiendommeligt, at den samme kong Haakon, der nu gav sig udseende af saa freidigt at stole paa Guds dom i sagen, senere fandt sig foranlediget til at give sit minde til afskaffelsen af al jernbyrd.
At Ingas jernberd løb meget heldig af, ansaa forøvrigt samtidens brede lag naturligvis som et stærkt bekræftende Guds under; men det gjorde ikke Skule jarls stemning ligeoverfor hende og hendes mand blidere. Tvertimod maa jarlen fra nu af have sat sig i hovedet,
