To aar efter, i 1223, nævnes Olaf, som anført, første gang: i egenskab af deltager i krigsbegivenhederne. Da 15-aarsalderen som bekjendt i dette tidsrum dannede terminen for myndighedens indtrædelse hos den unge mand, tør hans fremtræden vidne om, at han just da havde naaet denne alder. Paa toget mod Ribbungerne i det nævnte aar sattes han dog under opsigt og overbefaling af morens bror, Bjørn af Varteig. Han maa imidlertid have vist sig kjæk og brugbar; thi to aar efter, i 1225, betroedes der ham det magtpaaliggende hverv, sammen med to andre, i paakommende tilfælde at forsvare Slotsberget ved Tønsberg mod Ribbungerne. Endelig anføres han vinteren 1227, formodentlig da 19 aar gammel, som en af befalingsmændene paa et særlig vigtigt togt, som kong Haakon dengang afsendte fra Oslo mod de i Ranrike optrædende Ribbunger. Senere nævnes han derimod ikke. Rigtignok var tilstanden i landet i det følgende ti-aar saavidt fredelig, at der neppe var opfordring for særlig at omtale ham. Men under kampene mod Varbelgerne 1238–40 kunde kongens halvbror vanskelig have undgaaet at spille en fremtrædende rolle, hvorfor han maa antages i forveien at være afgaaet ved døden, altsaa før han naaede 30-aarsalderen.
Det lille, som vi saaledes ved om Ingas søn Olaf, kan imidlertid fuldstændiggjøres ved rimelige og tildels bindende formodninger.
Først og fremst har det ikke kunnet undgaaes, at Olaf fra opvæksten af har anseet sig selv og af andre, ham nærmere eller fjernere staaende, er bleven udpeget som moralsk forpligtet til at hævne sin faders drab. Vi ved jo, ikke mindst af kong Haakons egen lovgivning (særlig de i Frostathingslovens saakaldte indledning indtagne retterbøter), hvor stærk og indgroet pligten til blodhevn endnu indgik i folkets retsopfatning, og hvor almindelig den
