udøvedes. I følelsen af, at denne pligt paalaa ham, man derfor ogsaa Olaf Inguson være vokset op, og herved maa der igjen, da han naaede skjels aar og alder, have udviklet sig et overmaade spændt eller rettere sagt fiendtlig forhold mellem Olaf og hans mor paa den ene side og Skule jarl paa den anden. Da Skule imidlertid fra 1225 af var Ingas anden søn kong Haakons svigerfar, maa dette forhold være faldt kongen tungt for brystet, eller af ham endog være betragtet som indebærende nærliggende fare for freden inden hans nærmeste omgivelser. I forbindelse hermed staar det vistnok allerede, at Andres Skjaldarband i 1229 drog paa en pilgrimsfærd til det Hellige Land, hvorfra han aldrig vendte tilbage. Men hovedanstifteren af drabet paa Vegard forblev hjemme i sin mægtige stilling. Paa den her omhandlede tid, aarene nærmest før og efter 1230, var kongens og jarlens gjensidige stilling imidlertid nogenlunde god. Og det maatte være kongens opgave saavidt muligt at fjerne spirer til nye forviklinger i hans egen nærmeste kreds. For at klarlægge, hvorledes kongen har søgt at løse vanskeligheden med Olaf Ingusons forhold til Skule jarl, maa redegjørelsen dog tage fat fra en anden kant.
I den sidste trediedel af det 13de aarhundrede spiller en stormand ved navn Olaf af Stein en noksaa fremtrædende rolle i landet og var overhovedet en høit anseet mand. Han nævnes første gang 1274, da han blandt flere andre anvendtes i en hædrende og vigtig sendelse til Sverige. Men han synes dengang allerede en rum tid at have beklædt det høie embede som en af kongens stallarer. Da en stallare som bekjendt blandt andre forretninger særlig ogsaa havde den at optræde paa kongens
