Den senere middelalders historie utmerker sig maaske mere end nogen anden ved en giftermaalspolitik i virkelig stor stil. Et fyrstelig egteskap var et fortræffelig middel til at samle spredte provincer sammen til et rike, eller til at knytte en politisk alliance. Den største mester i da- tidens storpolitik var vistnok den bekjendte Ferdinand av Aragonien; han drev det endog til at foreslaa egteskap mellem den skotske konge Jakob 4 og en spansk prinsesse, som det viste sig ikke eksisterte, kun for at faa Skotland med i en alliance mot Frankrig.
I den dansk-norske historie har man i den skotske konge Jakob 3’s egteskap med Kristian 1’s eneste datter Margrethe et godt eksempel paa et kongelig giftermaal i tidens stil. Det var frugten av langvarige forhandlinger og fik forholdsvis vidtrækkende politisk betydning; først og fremst gav det anledning til Orknøerne og Hjaltlands pantsættelse og derigjennem tap for den norske krone; dernæst blev heller ikke det slegtskap, som saaledes opstod mellem kongefamilierne, uten betydning for rikernes politik, selv om det ikke var av den vigtighet for Danmark-Norges historie som Oldenburgernes saksiske forbindelser.
