dommer, og i dette tilfælde hadde han ingen interesse av det hele. Noget egentlig pant for at betalingen skulde utredes hadde Skotland ikke git. Man indsaa vistnok denne mangel, og efter en ny traktat, i Roxburgh 1281, skulde Norge faa øen Man, hvis overenskomsten blev brutt fra skotsk hold[1]. Betenker man Norges sterkt dalende magt i den følgende tid, hadde heller ikke en saadan bestemmelse stort at si.
Imidlertid kunde ogsaa skotterne ha en i deres øine retfærdigere grund til at lade avgiften gaa i glemmeboken. I det 14de aarh. hadde nemlig Suderøerne i virkeligheten revet sig løs fra Skotland og førte en selvstændig statstilværelse under sin Lord of the Isles; denne stilling var i klanen Donalds hænder. Klanens høvdinger førte krig og sluttet forbund paa egen haand og repræsenterte idethele det keltiske element i Skotland som fiendtligsindet mot det angelsaksiske, forsaavidt i likhet med Macbeth paa Harald Haardraades tider.
Naar vi saa overraskende finder at avgiften blev betalt igjen til Erik av Pommern 1426, og vi hører at »goth sæmie gamelt wenscap og goth endracht er i gen kommen oc nw fornyghet mellom ether nadhe og righet Norghe, oc konungen j Scotland oc thet righe Scotland«[2] – har dette neppe saa meget sin grund i nogen særlig respekt som kunde staa av denne konge, som i eiendommelige forhold i Skotland paa denne tid. Da nemlig Jakob 1 forberedte sig til et endelig opgjør med den trodsige keltiske befolkning, fandt han det til en begyndelse bedst at ha den lovlige form paa sin side, et træk som ogsaa ellers findes hos denne iøvrig ikke saa nøieregnende konge. Hertil kom at han ved at betale av-
