giften blev fri for en mulig fremmed indblanding og kun hadde sine egne undersaatter at gjøre med. Det lykkedes ham ogsaa at kue Donald-klanen, 1427 og 1429, men betalingen til Norge bortfaldt som bekjendt atter, indtil den gamle bestemmelse paany skulde faa betydning paa Kristian 1’s tid.
Karl 7 hadde altsaa – post omnes perquisitas vias modosque singulos excogitatos – fundet en utvei, hvormed han vilde fjerne den begyndende misstemning mellem Danmark-Norge og Skotland, og hans egteskapsforslag vakte tilfredshet hos begge parter. Skjønt Kristian hadde henvendt sig til Frankrig allerede 1457, kom forøvrig ikke arrangementet istand før 1469. Saken hadde hvilet en stund, væsentlig paa grund av Jakob 2’s død 1460 og de derav følgende uroligheter, og da den nu kom op igjen, var det efter skotsk initiativ.
Kristian, som jo stadig var i pengemangel, hadde nemlig begyndt at fore et truende sprog i anledning av den stadig uteblivende avgift, og da skotterne intet hadde at tape paa det hele, fandt de det ønskelig at faa saken ordnet. Den 8de september 1468 blev kontrakten sluttet, og i den forbindelse avgiften for Hebriderne eftergit og Orknøerne pantsat[1], idet Kristian ikke paa langt nær kunde utrede brudens medgift: »damus incedimus impignoramus ac sub firma ypotheca et pignore imponinus atque ypothecamus omnes et singulas terras nostras insularum Orchadencium cum omnibus et singulis juribus seruiciis – – –« o. s. v.
Noget enestaaende var en saadan pantsættelse dengang ikke, og intet tyder paa at den selv i Skotland vakte nogen større opsigt. Den spiller saaledes ingen stor rolle i det skotske parlaments forhandlinger paa den tid.
- ↑ Dipl Christ. I s. 201 ff.
