I formel henseende nævnes det uttrykkelig, at det
norske riksraad er blit raadspurt angaaende eftergivelsen
av avgiften: – – consensu pariter et assensu prelatorum
procerum ac regni nostri Norwegie nobilium prius habitis,
– og likeledes angaaende Orknøernes pantsættelse[1]. Derimot
er riksraadet neppe blit raadspurt, da Kristian 1469
ogsaa maatte pantsætte Hjaltland[2]. Intet synes at tale
for, at Norge skulde betale renter, naar den forventede
indløsning fandt sted. Det vilde netop være i strid med
en saadan pantsættelses væsen, idet opbebørselen av jarledømmets
skatter for kortere eller længere tid var jevngod
med renter[3]. – Det kan lægges til, at retten til
at indløse øerne skulde tilhøre den norske krone, og ikke
f. eks. fortrinsvis det oldenburgske hus: – – donec et
quousque per nos heredes mostros vel successores, Norwegie
reges.
Hvad den danske prinsesses senere skjæbne angaar, kom hun aldrig til at spille nogen mere fremtrædende rolle i de urolige forhold paa hendes tid, men hun blev meget avholdt av skotterne. Av kong Hans’ brevbok[4] ser man, at hun i nogen grad har vedlikeholdt forbindelsen med sit hjemland. Hun døde 1486 efter et vist ikke
- ↑ Dipl. Christ. I s. 201 ff. Jeg følger altsaa den opfatning som danske historikere har hævdet. Allen: »saalenge man ikke beviser, at kongen i dette aktstykke har ladet indføre et vitterlig falsk faktum, maa disse ord staa til troende«. (De tre Nordiske Rigers Historie II, s. 77, og i samme bd. s. 524, hvor han opponerer mot Lange). – Hermed stemmer godt at Kristian sommeren 1468 hadde været i Oslo (Yngvar Nielsen, Riksraad s. 329) – Da seglene hænger ved traktaten, kan man heller ikke tænke sig, at vi f. eks. kun har et utkast.
- ↑ Paludan-Müller, Første konger av det Oldenborgske hus s. 115 f.
- ↑ Hvorfra har utgiveren av Register of Privy Council of Scotland XIV s. 47: »by paying the sum, with interest?«
- ↑ Aarsberetninger fra det kgl. geheimearkiv I (1852) s. 13, 63.
