Et forsvarsforbund var blit stiftet mellem rikerne i
1492; det blev bekræftet i 1494, og i 1497 avsluttedes
ogsaa handelstraktat. Det er vel hertil, – om til noget
bestemt – det sigtes, naar Maria Stuart skriver til Fredrik
2 om: veterum inter nos federum et amicitie conservationem[1].
Forsvarsforbundet fik liten betydning, men
handelstraktaten kom senere, under syvaarskrigen, til at
spille en viss politisk rolle.
Direkte fordel av slegtskapet drog eller vilde Kristian 2 drage. Han søkte som bekjendt i sin landflygtighet utrættelig støtte hos sine utenlandske forbindelser, og han forsmaaet heller ikke at henvende sig til Skotland. Den betydelige brevveksling[2] om dette tyder ogsaa paa at han har sat et særlig haab til sin familie der. Han var ogsaa forsaavidt personlig knyttet til landet, som han var medeier av et bergverk der[3].
Jakob 5 var i 1523 kun 11 aar gammel, men han blev tidlig moden og kunde maaske senere som katolsksindet hat lyst til at hjælpe sin halvonkel Kristian mot den protestantisksindede grand-onkel Fredrik 1. Paa et tidspunkt, forøvrig endnu før Jakob kunde ha noget at si, 1525, saa det ogsaa ut til at Kristian skulde faa virkelig nytte av Skotland, større end av England[4]; men stemningen vendte sig. Striden mellem det engelsk- og det franskvenlige parti var ogsaa i fuld gang, og man fik andet at tænke paa end at hjælpe Kristian. Det officielt gode forhold til den danske regjering blev gjenoprettet, og i 1528 blev traktaterne fra Kristian 1’s og kong Hans’ tid fornyet[5].
