Senerehen ytret venskapet sig vel væsentlig i kancellistilens
sædvanlige høflighetsformer; egteskapet og det
derav følgende familieforhold husket man imidlertid stadig
paa. »Elizabetham – ex eodem quo nos sanguine procreatam«
skriver Jakob 6[1]. Men trods alle forsikringer om det
gode forhold mellem landene var der et punkt, som altid
blev dækket over fra skotsk hold, men atter og atter
trukket frem fra dansk, endog paa den for skotterne
ubeleiligste tid, nemlig spørsmaalet om Orknøernes og
Hjaltlands gjenerhvervelse.
Under de mange forhandlinger om øernes gjenerhvervelse tok man aldrig noget hensyn til befolkningens nationalitet og spurte heller ikke efter dens ønsker. Dette er dog netop sider av saken, som har interesse for os.
Hvad det egentlige racespørsmaal angaar, tør det staa fast at befolkningen i det væsentlige er av norsk oprindelse. Man har vistnok i det sidste fremsat den formodning, at den gamle keltiske befolkning ikke aldeles forsvandt ved nordmændenes ankomst[2]. Det tør saaledes være en overdrivelse, naar det i en fremstilling fra det 15de aarh. heter, at de gamle stammer der blev »destructe radicitus, ac penitus per Norwegiences«[3]. Stort har dog ikke dette at si, og ser vi paa antallet, har neppe heller den skotske indvandring været synderlig stor, især ikke paa Hjaltland. P. A. Munch fortæller om hvorledes han under sit ophold paa Orknøerne blev slaaet av de rent
