norske fysiognomier der[1]; »naar man moder dem (almuefolkene), venter man hvert øieblik, at de skulle begynde at tale norsk, og man studser næsten ved at høre dem tale engelsk«.
Enkelte fremtrædende skotske familier har i tidens løp været knyttet til øerne. Hvad de to ogsaa for Norges vedkommende interessante familier Sinclair og Mowat angaar, er den første sikkert og den anden ikke umulig av normannisk oprindelse[2]. Men forøvrig indrømmes det, skjønt indbyggerne holder sterkt paa traditionen, at ingen Orknø-families historie gaar længer tilbake end til det 16de aarh., og at faa familier paa Hjaltland rækker tilbake til før 1468[3].
Det er interessant at se hvorledes Orknøernes sagn- og eventyrskikkelser ogsaa i nyere og nyeste tider bevæger sig i en verden, som ialfald minder om de nordiske alvers og huldres[4], Paa et saadant omraade har mindet om befolkningens oprindelse holdt sig længere end paa sprogets.
Betragter vi hvad dette angaar først Hjaltland, kan der vistnok ikke her i videre utstrækning være tale om nogen anglicering før pantsættelsen. Netop paa den tid Orknøerne saa smaat begyndte at komme under skotsk paavirkning og hadde sin første skotske jarl[5], som kun paa kvindesiden nedstammet fra Torveinar, blev Hjaltland løsrevet fra disse i verdslig administration og lagt under
- ↑ Saml. Afhandl. III s.59, 61. L. Dietrichson fik et lignende indtryk, Monumenta Orc. s. 12.
- ↑ Munch, D. N. F. H. Unionsperiod. 2 s. 101. – De sidste jarler i den norske tid var av familien Sinclair. Av Mowaterne er en gren kommet til Norge.
- ↑ Orkn. and Sh. Old-Lore, No. 1 s. 27 og No. 5 s. 190.
- ↑ Low, Tour through the Islands of O. and S. in 1774, s. 7, 8. Robertson, Orkney Folk-lore Notes, Old lore s. 105 ff.
- ↑ Harald Maddadhsøn, død 1206.
