kronen, 1195. Det ligger ogsaa nærmere Norge end det Skotland, som i større grad tok del i det historiske liv. Førerstillingen har altid tilfaldt den sydlige del av landet. I det nordligste av Skotland har man endog iagttat det sjeldne syn, at den keltiske race i historisk tid har vundet terrain paa andres bekostning[1], og selv om ogsaa det engelske sprog har trængt nordover, har der aldrig i disse egne ligget nogen større by, hvorfra engelsk paavirkning kunde utgaa. Som følge av saadanne omstendigheter er det gaaet sent med øgruppernes anglicering, og da især Hjaltlands.
Man formaar i dette tilfælde i høiere grad end ofte ellers at følge sprogovergangen næsten skridt for skridt. Man har et forholdsvis fyldig materiale, og sprogforholdene paa øerne har fra gammel tid av vakt interesse. Det behøver her i sin almindelighet kun at bemerkes, at engelsk-, eller egentlig skotsktalende embedsmænd har hat sin store betydning; endvidere at engelske ord tidlig har begyndt at trænge sig ind i det gamle norske sprog, som jo her likesom i moderlandet i formel og lydlig henseende var i en overgangstilstand, og at der har været tider, da indbyggerne har hat norsk som sprog sig imellem, men talt engelsk med fremmede. Endelig har de begyndt at skamme sig over at bruke de gamle hjemlige ord og isteden antat engelske ord og vendinger[2], hvilket ikke forhindrer at der den dag i dag er en mængde norvagismer i sproget paa begge øgrupper. Resultatet er blit, at de har faat hver sin nederskotske dialekt, indbyrdes ikke saa litet forskjellige. Man er saa heldig at besidde en samtidigs optegnelser[3] om det slegtled, hvormed det norske sprog kunde siges at utdø paa Hjaltland. Dette er saa sent
