som omkring 1770, da norsk om ikke taltes saa kunde tales paa den avsides liggende lille, vestlige ø Foula. Ogsaa om det nordligste berettes det, at norsk der holdt sig særlig længe.
Verdslige dokumenter blev saalænge Hjaltland var norsk, stadig skrevet paa dette sprog; det ældste jeg har lagt merke til paa skotsk er fra 1510[1]. Det sidste kjendte dokument paa norsk skal være fra 1607[2]. Som det ovenfor nævnte viser, betyder ikke dette at sproget allerede da var i utdøen. De som idethele har kunnet skrive, har ogsaa kunnet skotsk, og av hensyn til embedsmændene har man benyttet dette sprog i dokumenter.
Embedsmændene synes likesom presterne ikke at ha hat nogen omhu for at lære befolkningens sprog. Det er en undtagelse naar vi i en tilmed noget tvilsom beretning hører, at en prest ved navn Magnus Norsk i 1593 drog til Norge for at lære landets sprog, idet han var blit ordineret i et sogn paa Hjaltland[3].
Engelsk har altsaa forholdsvis tidlig begyndt at trænge ind paa Hjaltland, men vi tør si at norsk i det store og hele har været befolkningens sprog i det her behandlede tidsrum, mellem pantsættelsen og freden til Breda 1661. Om end i en overgangsperiode har derfor indbyggerne endnu snarere tilhørt den norske end den skotske nation, sidste gang der paa nogen alvorligere maate var tale om at indløse øerne.
Gaar vi over til Orknøerne, var forholdene her ikke litet forskjellige. Allerede i slutten av det gammelnorske kongedømmes tid var angliceringen her begyndt, da jarledømmet gik over paa skotske hænder. I midten av det
