14de aarh. finder vi, at ikke alene biskopen – det hadde længe været tilfælde – men at ogsaa størstedelen av presteskapet var skotter[1]. Den avgjørende strid mellem det norske og skotske element har vistnok staaet allerede i anden halvdel av det 14de aarh.[2].
Verdslige dokumenter er paa Orknøerne fra det 15de aarh. skotske, naar de ikke er bestemt for Danmark-Norge. Hvad de geistlige angaar, er det betegnende for tilstanden straks før pantsættelsen, at biskopen, dengang William Tulloch, benytter skotsk i et brev utstedt i Kirkwall paa Orknøerne 1465, men latin i et som er utstedt paa Tyngwell paa Hjaltland 1467[3].
Det norske sprog holdt sig imidlertid ogsaa paa Orknøerne til ind i den nyere tid. Den skotske humanist Buchanan, som levet i anden halvdel av det 16de aarh., siger, idet han behandler spørsmaalet om indbyggernes avstamning: – – sed undecunque sunt oriundi, nostra adhuc aetate lingua a Scotis, et Anglis diversa utuntur: et quae a Gothica non multum discrepet[4]. Buchanan er forøvrig ikke den paalideligste hjemmelsmand hvad disse øer angaar, men der er nok av andre vidnesbyrd om at norsk ikke var utdød selv længe efter hans tid.
Fra midten eller slutningen av det 17de aarh. faar vi høre, at almuen paa Orknøerne talte norsk sig imellem, men at alle kunde skotsk[5].
Endnu ind i det 18de aarh. holdt levninger av norsk sig ogsaa paa Orknøerne, og det er i god overensstemmelse med lignende tilfælde, at det gamle sprog holdt sig særlig længe i den eneste bygd paa øgruppen, som med
