nogen ret kan kaldes en indlandsbygd, sognet Hara inde i det vestlige av Mainland. 1756 eller 57 opholdt en indfødt, som var paa reise over øen, sig i et hus i Hara og hørte til sin overraskelse to gamle mænd i en time eller længere tale sammen i et ukjendt sprog, som han fik høre var »the Norse language«[1].
Spørger vi imidlertid hvor længe indbyggernes bevissthet om sin gamle nationalitet har varet, tør vi ikke fæste os ved den slags beretninger. Hvad Orknøerne angaar, kan vi neppe anta at norsk var flertallets sprog endnu 1667.
Ved siden av sproget har man ogsaa i levninger av gammel ret og sæd et holdepunkt, naar man træffer paa ældre kultur- og nationalitetskrydsninger. Vi skal se at ogsaa hvad lov og ret angaar gjorde øernes norske element sig længe gjældende, ja med hensyn til matrikulens ordning vistnok fremdeles[2].
Da man oprindelig tænkte sig at pantsættelsen kun var foreløbig, skede der ingen forandringer i deres retsinstitutioner ved overdragelsen til Skotland. Men alt eftersom skotterne blev mere sikre paa sine nye besiddelser, og deres embedsmænd følte sig som herrer der, og endelig retstvister kunde opstaa mellem personer av hver sin nationalitet, maatte nødvendigvis norsk og skotsk ret støte sammen; naturlig nok seiret den sidste. Paa Orknøerne melder forøvrig spørsmaalet sig allerede før pantsættelsen. Hvis indbyggerne ikke hadde hat nogen grund til frygt, hadde de ikke i 1425 uttrykkelig søkt om, at ingen iudex
