at tyde paa at skotterne endnu dengang har tænkt sig muligheten av en indløsning av øerne; snarere er den et uttryk for at skotterne som engelskmændene ikke har følt nogen trang til at systematisere paa dette omraade.
Spørsmaalet var imidlertid ikke bragt ut av verden. Det fremgaar av James Melvilles blandt andet for humanismens historie saa betydningsfulde dagbok, at det har meldt sig paany i 1585[1]. Hans uttryk »tham of the Ylles that used the King of Denmark’s laws in civill Maters« viser hvor vanskeligheten laa; det faldt ikke naturlig for alle at bruke samme lov.
Av en arvesak[2] fra 1624 ser man, at norsk lov blev fulgt paa Hjaltland endnu 1608. Av uttrykket »conforme to the Norway law then (1608) useit in Zetland« kunde man slutte, at skotsk lov er blit indført mellem 1608 og 1624. En beslutning av denne art kjender jeg ikke, men der er en beretning om at Hjaltlands gamle lovbok forsvandt under den tyranniske jarl Patrick Stuart[3], og det siges at han selv tilintetgjorde den[4]. Man kan vanskelig tro at en saadan enkelt hændelse, hvis den virkelig har fundet sted, har hat saa store følger. Under alle omstendigheter har det imidlertid været ved denne tid at skotsk lov vandt overhaand, selv om norsk lov holdt sig i frisk minde. Vi hører ogsaa, at Hjaltlænderne i sin tid var stolte over at »their laws had been received from St. Olla«[5].
Øgrupperne regnes, i motsætning til det nordligste av selve Storbritannien, til de landsdele av Skotland, hvor reformationen blev indført paa et forholdsvis tidlig tids-
