punkt[1], Allikevel er det, likesom i Norge, i virkeligheten ikke gaat saa let med at utrydde katolicismen. Befolkningen paa Hjaltland[2] holdt længe paa enkelte katolske fester og opgav ikke fastetiderne. De reformerte præster klaget ogsaa over at deres sognebørn hang fast ved helgendyrkelse og tro paa helbredende gjenstande.
I social henseende har den norske befolkning tildels fristet en haard skjæbne under de skotske herrer. Den er for en stor del blit »fratat sin odel« paa en mer eller mindre voldsom maate. Foruten eiendomsbesidderne var ogsaa embedsmændene i lang tid berygtet for sin voldsomhet. Denne behandling har sikkert nok bidraget til, at befolkningen kom til at betragte den norske tid som en svunden herlighet[3]. Det heter i en klage over haarde byrder »– – too heavy a taxation for the complainers to pay, and they would be constrained to leave the country and seek an abode in Norway or elsewhere«. Dette er fra 1619. Klagen[4] var indleveret baade av Hjaltlands- og Orknø-boere, og vi hører, at »Most of the complainers are the Kings removeable tenants«. Sammenholder vi hermed det som er sagt om sprog og ret, kan vi vistnok anta, at flertallet av indbyggerne – men rigtignok den del som intet hadde at si – endnu ialfald paa Fredrik 2’s tid, da forhandlingerne om gjenindløsningen syntes nær ved at lykkes, hadde foretrukket en forbindelse med Danmark-Norge for den med Skotland.
Imidlertid vilde det være urimelig at dømme skotter-
- ↑ Hume Brown, History of Scotland II s. 208, hvor der er et oplysende religionskart; her er forøvrig ikke Hjaltland tat med, men se det s. 206 utførte.
- ↑ Hibbert s. 530.
- ↑ Hvormed kan Hibbert begrunde sin paastand s. 183 f: it is no wonder that Shetland and Orkney should have always yielded an unwilling submission to the Crown of Norway?
- ↑ Register of P. C. XII s. 111–112.
