nes optræden for strengt. Nogen systematisk utryddelse eller fortrængsel av den oprindelige nationalitet har ikke fundet sted. Et eksempel som det fra omkr. 1620, da skotterne, i ubekjendtskap med forholdene paa øerne, vilde paatvinge beboerne sin opfatning i et spørsmaal angaaende den vigtige faareavl, er i det mindste sjeldent[1]. Det endte ogsaa med at skotterne gav sig, efter at ha faaet bedre indsigt.
Pantsættelsen bragte oprindelig intet skaar i befolkningens forbindelse med sine fordums landsmænd. Især var samfærdselen mellem Hjaltland og Bergen længe temmelig livlig[2]. Til denne by foregik der ogsaa i det smaa en jevn indvandring fra begge øgrupper. I Proceedings of the Society of Antiquaries of Scotland aarg. 1879–1880 er der utgit adskillige dokumenter, som »illustrate the close connection between Shetland and Bergen, maintained for a lengthened period after the annexation of the islands to Scotland, all seeming to indicate that the severance from Norway was regarded as a temporary and not a permanent arrangement«[3]. Nordmænd eiet ogsaa gaarder paa Hjaltland lang tid efter pantsættelsen. Indvandringen til Norge ophørte fra midten av det 17de aarh., efter Daaes mening fordi øernes forbindelser med Holland netop ved den tid vokste sterkt. Overskuddet av befolkningen drog, likesom tilfældet var i det sydlige Norge, til Holland.
I en henseende har utførselen fra Norge til øerne fra gammel tid av været stor. Da begge øgrupper er træbare, ialfald paa brukbart skibstømmer, er mere eller mindre ferdigbyggede baater blit indført, like til ind i det 19de aarh. Hibbert omtaler endnu denne handel som noget
