cum lucro conjunctam adblandiente etiam voluptate vel receperunt vel non rejecerunt«.
Den plyndring som paa denne maate ogsaa gik utover Danmark-Norge, var forøvrig i sin tid kong Hans ikke ganske uskyldig i, forsaavidt som han hadde opfordret skotterne til at drive kaperi paa hanseaterne[1], just dengang den skotske skibsfart begyndte at bli betydningsfuld.
Enkelte sider ved pantsættelsen og den statsretslig eiendommelige stilling hvori den bragte øgrupperne, fortjener en nærmere betragtning.
Hvad Orknøerne angaar, var der unægtelig i den norske tid saa at si et misforhold mellem den geografiske beliggenhet paa den ene side, og indbyggernes nationalitet og tilknytning til Norge paa den anden. Paludan-Müller[2] har ret i, at kun under forutsætning av at Norges gamle sjømagt lot sig opretholde, kunde øerne varig bli i moderlandets besiddelse. Forholdet kommer alt tilsyne i sagatiden, baade i verdslig og geistlig henseende. Vi finder saaledes allerede i 1153, at Orknøjarlen kan motta en befaling[3] av David Rex Scottorum, uten at denne gjør noget indgrep i den norske konges magtomraade. Jarlen styrte nemlig ogsaa det skotske Caithness som formynder for den senere bekjendte Harald Maddadhson. Man ser betydningen av de forbindelser Orknøjarlerne alt i tidlig tid underholdt med de mægtigste skotske ætter.
Allerede Torveinars søn var gift med en skotsk jarledatter, hans sønnesøns søn endog med en skotsk
