kongedatter. Følgen av denslags giftermaal blev, at jarledømmet ved arv kom over paa skotske hænder, og det ikke som en enkel besiddelse, men først i forbindelse med Caithness, senere kun som et led i en række forleninger, saaledes at de senere jarler vistnok opholdt sig den største del av sin tid utenfor sit norske len[1]. Alt paa Haakon Haakonssøns tid blev Caithness mere og mere hovedsaken. Jo mægtigere jarlen blev som skotsk herre, desto mindre maatte Orknøerne ha at si for ham. Omtrent samtidlig med at han, »Grefwen i Orknøyor«, dukker op i Norges historie i 1449 som en nærmest formel tronkandidat[2], finder vi ham da ogsaa, sammen med jarlerne Douglas, Angus og Ormond, deltagende i en av de utallige lokale grænsekrige mot England. Om ikke av andre grunde var han ogsaa som medlem av formynderstyrelsen for Jakob 3 for en tid forhindret fra at opholde sig paa øerne.
Naar vi har saadanne ting for øie, maa vi snarere forundre os over, at jarlerne, og ikke mindst de sidste, følte sig saavidt knyttet til den norske krone, som de virkelig gjorde. Det er like ind i det 15de aarh. ikke saa helt sjelden vi træffer jarlerne i Norge eller Danmark, baade som deltagere i raadsmøterne[3], og for at avlægge troskapsed til kongen. Endnu den sidste jarl, William, var 1434 i Kjøbenhavn, hvor han ritu investiturae solenni et usitato blev indsat i sin jarlestilling[4]. I 1446 blir han ogsaa anmodet om at indfinde sig i det norske riksraad i Bergen, for der at træffe kong Christofer[5]. Baandet til Norge var altsaa ikke løsnet i den grad, at pantsættelsen 1468 kun betød bekræftelsen av en allerede indtraadt tilstand.
