Hvad de senere jarlers forpligtelser overfor den norske
konge angaar, lærer vi dem at kjende av de løfter,
den første jarl av huset Sinclair gav Haakon 6 i Marstrand
1379[1]. Han lover – blandt andet – at tjene
den norske konge utenfor Orknøerne med 100 eller flere
væbnede mænd, naar det kræves; sit len skal han ikke
alene forsvare med mænd fra øerne, men ogsaa cum omni
robore propinquorum amicorum et servitorum, og hvis kongen
angriper fremmede lande, skal han ogsaa hjælpe cum
toto posse nostro; han skal ikke bygge borger der uten
tilladelse, ikke sælge eller pantsætte øerne; han forpligter
sig til at yde kongen bistand eller underhold om han selv
kommer over til øerne, og likeledes til at møte frem i
riksraadet paa given anledning; han skal endvidere betale
en større sum penge[2], mille aureos qui mobiles nuncupantur,
og skal i tilfælde staa til rette for kongen og
raadet.
Hvad der interesserer os ved denne opregning, er at betragte hvad Norge tapte og Skotland vandt ved pantsættelsen. Vi kan da ikke si andet, end at flere av bestemmelserne hadde litet at betyde for Norge, og selv den direkte forpligtelse til at understøtte kongen med tropper, som kunde være av positiv nytte, maatte let bli illusorisk, naar jarlen samtidig var skotsk herre. Fraseet krig med Skotland, kunde han altid være optat andensteds, naar man krævet hans bistand.
Dog skal det ikke forbigaaes, at kongen – foruten at der var krongods paa øerne – hadde ret til det halve sagefald, og virkelig krævet skatten der, gjennem sin sysselmand, uten jarlens mellemkomst[3]. Endnu under
