lig nok opstaa en nær forbindelse med den skotske, av York faktisk uavhængige kirke, saaledes at Orknøbiskopen kom paa like fot med biskoperne i denne. Betegnende i denne henseende er det, naar biskop Bjarne av Orknøerne og biskop Reginald av Ross i 1198 fik i fælles opdrag av pave Innocents at bringe biskop John av Caithness til lydighet. Dette blev befalet direkte fra pavestolen, uten erkebiskopen i Nidaros som mellemmand[1].
I slutten av det 14de aarh. faar vi et interessant vidnesbyrd om i hvilken grad kirken paa øerne allerede var knyttet til Skotland. Mens nemlig Norden i det hele under det pavelige schisma fulgte Rom, sluttet Orknøerne sig likesom Skotland til Avignon. Naar Skotland gjorde dette, var det fordi det her som paa anden vis gik i Frankrigs ledebaand. I 1384 utnævner saaledes Avignonerpaven Clemens 7 ved provision en dekan i Moray til biskop paa Orknøerne[2].
Ved provision foregik forøvrig netop ved denne tid en stor mængde biskopsutnævnelser, noget som har bidraget til at opløse kirkeprovinsernes gamle sammenhold. Forskjellige omstændigheter stødte nu som senere sammen for at løsne baandet mellem øerne og Norge.
Tiltrods for befolkningens norske nationalitet har saaledes overdragelsen til Skotland hverken i geistlig eller verdslig henseende fremkaldt nogen forvirring i øernes administration. Sikkert nok har det hele forekommet de skotske herrer som en retfærdig og naturlig ting, som ophævet et gammelt misforhold. Det var ogsaa fra disse tanken oprindelig utgik. Ganske vist heter det i gesandternes instruks fra parlamentet kun: »Item anent þe mater of Noroway it is ordanit þat þe ambassat þat passis for þe kingis marriage hafe Instructions in þat mater
