as salbe sene spedefull to þe king and his consale«[1]. Her betyder þe mater of Noroway vist kun avgiften for Suderøene, for den var det gamle mellemværende. Men av den omtalte kundgjørelse fra Karl 7 ser vi, at de skotske gesandter allerede paa et tidlig stadium av forhandlingerne har fremholdt, at det sømmet sig i tilfælde av en kongedatters bryllup med en konge, at filiam cum dominio seu possessione alicuius hereditatis ad thorum nupcialem accedere[2]. Som bryllupsgave ber de om at avgiften for Suderøerne og Man skal bortfalde, og at »Danmark og Norges konge skal gi, overdra og bortskjænke for altid al ret og myndighet, som han har og foregir at ha med hensyn til Orknøerne og Hjaltland«; endelig skulde Kristian betale summam centum mille scutorum semel solvendorum.
Vi har altsaa ingen ret til kun at tænke os, at Kristian har villet spille stor herre, og gi sin svigersøn en pragtfuld pengegave, og at han saa i sin velkjendte pengenød har seet sig om efter noget at pantsætte; endvidere at han da har været saa heldig at ha disse øer i bakhaand, som tilmed laa under det viljeløse Norge. Tvertimot var det øerne de skotske gesandter vilde ha, og formen med pantsættelse har formodentlig været et kompromis de har været saa høflige at indgaa.
Derimot kunde man nok forundre sig over at Kristian gik med paa det hele, naar det kostet ham saa meget. Hertil kan for det første svares, at det var en tid fyrster gav imponerende medgifter, at Kristian, konge over to til tre riker og hertug i to, ikke vilde staa tilbake for sine likemænd, at han har ment at faa en god forbundsfælle i Skotland, samt at det vilde være et fornærmelig og næsten fiendtlig skridt at avbryte de alle-
