rede indledede forhandlinger. Dertil kom at ogsaa skotterne gav en rund sum. Margrete skulde faa Doune Castle og Linlithgowe slot, samt for det tilfælde at hun overlevet Jakob, 1⁄3 av de kongelige indtægter[1]. Men dette kom rigtignok ikke Danmark-Norge tilgode.
Forskjellige omstændigheter forbyder os altsaa at være forhastet i vor dom over Kristians optræden ved denne leilighet. Undskyldes kan det derimot ikke, at han, naar han engang hadde været saa letsindig at lade øerne komme bort fra riket, ikke gjorde alt det han kunde for at faa dem tilbake.
Omtrent samtidig med pantsættelsen falder ogsaa to andre begivenheter, som maatte knytte øerne nærmere til Skotland, selv om heller ikke de betød en fuldstændig indlemmelse. Den ene var den allerede omtalte tilknytning til erkebiskopsædet i St. Andrews. I den forbindelse kan det ogsaa nævnes at en kommission 1485 blandt andet fik i opdrag at[2] »impetrait and desire of our haly fader a confirmation of þe convencions and bands maid betuix our souveran lord and þe king of denmark that last decessit of þe donacioun and Impigneracioun of þe lands of orkay and scheteland – –«.
Vi har ganske visst fra norden et nærliggende eksempel paa at den geistlige og politiske inddeling ikke behøvet at falde sammen. Men indforlivningen i den skotske kirke tyder dog, naar vi ser den i sammenhæng med andre træk, paa at skotterne følte sig i tryg besiddelse av øerne. Betegnende er det, at der i aaret 1469 møter frem et før unævnt medlem i det skotske parlament, for »þe prelats the biscop of orknay.« Allerede for kan vi se at orknøjarlen har været der, for þe barons, men han var jo ogsaa bortseet fra jarlestillingen en fremtrædende mand i Skotland.
