Den anden omtrent samtidige begivenhet, som maatte knytte øerne nærmere til Skotland, var lenets inddragelse under kronen 1471[1]. Vistnok var der ikke hermed gjort noget indgrep i indløsningsretten. Inddragningen var heller ikke noget særsyn, iværksat av en speciel, iøinefaldende grund; den gaar tvertimot ind i rækken av flere lignende. Jakob 3 fulgte nemlig sine forfædres eksempel i kampen mot de mægtige baroner, at inddra deres len, naar leilighet gaves. I dette tilfælde gik forøvrig det hele fredelig for sig; jarlen hadde neppe noget imot det, og fik i kompensation Ravenscraig i Fife.
Paa den anden side hadde imidlertid neppe skotterne foretat nogen saadan forandring i øernes styresæt, hvis de hadde anseet en indløsning for sandsynlig. Dernæst maatte unægtelig øboerne i længden knyttes nærmere og fastere til Skotland, naar de kom ind under rikets fælles administration og blev kongens umiddelbare undersaatter.
Hvorledes Orknøernes stilling under den skotske krone senere vekslet, – at de f. eks. under den fransksindede Mary of Lorraines regentskap kom under en franskmands styre, og at jarledømmet senere blev gjenoprettet, 1581, og atter inddrat, 1614, vedkommer os ikke videre her; kun har det sin interesse at se hvorledes de blev betragtet som likestillet med et hvilketsomhelst andet skotsk landskap, og at derfor tanken paa indløsning neppe har gjort sig gjældende.
Medens den skotske konge temmelig snart har faaet fotfæste »in dominio et comitatu nostro de Orkay«, har det ialfald ikke faldt den dansk-norske konge naturlig at være berøvet al suverainitet over øerne. Saaledes gir kong Hans i 1490 Amsterdam og andre hollandske byer frihet til at handle paa sine riker, ogsaa »op Hetlande og Islande«[2].
