Næste aar gir han endog i et brev paa dansk, utstedt i Helsingborg, en forlening paa Orknøerne[1]. Vi kan imidlertid i denslags træk neppe se noget overgrep fra dansk side. De behøver ikke at vise andet end hvor vanskelig det har faldt for kongen at vænne sig til at se øerne i fremmede hænder. Maaske peker de dog paa, at kong Hans har anseet den daværende tilstand som blot foreløbig, og derfor ikke tat hensyn til den i dokumenter beregnet for længere tid.
Ogsaa paa en anden maate kunde de dansk-norske myndigheter gripe ind i forholdene paa øerne selv efter pantsættelsen. Gammel sædvane og fælles lov har nogen tid bevaret retsfællesskap med Norge, ialfald for Hjaltlands vedkommende. Saa sent som i 1538[2] finder vi derfor, at »The Kings Court« i Bergen, under forsæde av den bekjendte Tord Roed, »hoffuitsmand paa Bergen huss«, bekræfter en dom som er fældet paa Hjaltland, »einn fulld oc retth alffuorlig dom, effther Gullatings laugdom«. Om domstolen paa Hjaltland siges det, at den blev overværet og ledet av (»siddindis«) »erlig welbyrdig mand Willum Melvin aff waben, paa høgborne furstis kongelighe mayestettes, alles wor keriste naadigeste herre koning Jacobs wegne wtj Skottland«.
Det var den almindelige opfatning i Norden i hele det 16de aarh., at øerne fremdeles hørte under Norge, hvad enten man hadde rede paa og omtalte at de var pantsatte, eller ikke. Den tyske humanist Ziegler, i første halvdel av det 16de aarh., henregner dem saaledes til de nordiske lande i sin beskrivelse av disse[3]. Det interessante ved denne forfatters omtale av Norge er jo væsentlig det, at han vistnok har faaet oplysninger av Olav Engel-
