om han derved kom i et farlig forhold til utenlandske magter. Samtidig med hans eventyrlige Estlands-foretagende finder vi ham optat med det skotske spørsmaal. I 1560 indberetter den engelske gesandt i Edinburgh Thomas Randolph til Cecil: »On the 22d[1] there arrived here a gentleman from the King of Denmark, with letters to the Duke and Council, whereof I send the copy. The answer thereto will be to like effect as given in times past, viz. »that a free releace and queytance hathe byne made of the hole, by hys predycessors for them and their heires for ever«.« I denne likefremme form blev rigtignok svaret ikke avsendt. Det er imidlertid betegnende for skotternes opfatning av forholdet og deres holdning under forhandlingerne.
Bortseet fra at det kunde være den klogeste politik at lade som man var uvidende, har forøvrig sikkert nok skotterne ofte ikke hat rigtig rede paa forholdet. Vil vi finde efter hvilket synspunkt medlemmerne av Privy Council eller mænd av deres dannelse og opfatning kan ha betragtet spørsmaalet, maa vi se hvad tidens humanistisk dannede forfattere mener. Buchanan har meget uklare anskuelser paa dette omraade. Det gamle mellemværende, som jo dreiet sig om avgiften for Suderøerne, tror han angik Orknøerne og Hjaltland, og siger at al ret som den danske konge hævdet til de om Skotland liggende øer, var ophævet, dotis nomine[2]. Den skotske jurist Thomas Craig († 1608) behandler saken i Jus Feudale[3]. Hans ræsonnement er meget likefremt. »– – Eodem modo et insulae in mari natae eius in patrimonio censentur, qui proximum continentem habet. Itaque ommnes insulae quae nostris littoribus adjacent
