nostrae ditionis sunt.« De indvendinger man kunde gjøre med Orknøerne, faar han snart og flot bortfeiet.
Eiendommelig nok hævder begge forfattere, at selv om der fra førsten av kun var tale om pantsættelse, hvilket de nok gaar med paa, efterat ha fremsat sine mere likefremme anskuelser, saa har den danske konge senere opgit sin ret til indløsning. Buchanan, som forøvrig ogsaa Holinshed[1], fortæller, at Kristian 1 eftergav alle sine krav ved den senere Jakob 4’s fødsel, 1472. Craig derimot siger, at Kristian 2 opgav sin ret til Jakob 4. Det er ikke sandsynlig at de støtter sig til nogetsomhelst. Mistænkelig er det jo allerede, at forfatterne ikke stemmer overens. Endvidere, hadde der eksistert nogen saadan traktat, maatte dog skotterne ha paaberaabt sig den under forhandlingerne med Danmark. De sædvanlige traktat- og dokumentsamlinger indeholder ialfald intet saadant dokument, som heller ikke har efterladt spor i Skotland. Vi kan vistnok se bort fra det, men noget andet er, at skotterne kan ha trodd at det har eksistert. Vender vi tilbake til Fredrik 2’s gesandtskap, saa svarte The Privy Council meget diplomatisk, at de »are unable to answer his demand as to the Orkneys, as their Queen is still in France«[2]. Hermed endte dette tiltak fra Fredrik 2’s side. Det har vakt noksaa stor opsigt. Cecil har maaske hat nogen interesse for saken; en union mellem England og Skotland var jo for eller senere i vente. Mere end selve øerne har dog de videre forviklinger, som kunde opstaa i forbindelse med dem, i forbigaaende paakaldt sig hans opmerksomhet. Gesandten ved det danske hof indberetter til ham i et brev av 7de
