ikke mindst for at kunne vedlikeholde sin korntilførsel fra Østersjølandene, især fra Danzig[1], en by som stadig nævnes i dokumenter vedrørende skotsk handel. Vi er her vistnok ved et punkt som tildels forklarer Skotlands trods alt forsigtige og forhalende politik overfor Danmark. Det hugget aldrig den ubehagelige knute over. I tilfælde av ufred kunde Danmark forulempe Skotland paa forskjellig vis og endog gjøre sit til at uthungre det.
Da korntilførselen stod i fare for at stanse, idet de krigsførende magter opsnappet de neutrale skibe, og i sammenhæng dermed adskillige skotter blev holdt fast i Danmark, og endelig ophøret av den norske tømmerhandel paa sin side bragte mange skotter i ubehageligheter, blev der sendt en gesandt til Danmark for at forhandle om disse ting. – Hvad dronningens mere personlige stemning overfor de stridende konger, hendes gamle friere angaar, skriver Randolph til Cecil, at hun er »indifferently minded to them both«[2]
Gesandten har faaet to instruktioner, den ene mere som en officiel kundgjørelse og vistnok bestemt til aabenbart eller underhaanden at komme de danske statsmænd for øie, den anden strengt privat. Størst interesse har naturligvis de private »Instructionis for oure familiar servitoure and traist counsalour the Lard of Quhittinghame[3], oure ambassatour presentlie direct towardis oure gude bruther and cousing, the King of Denmark«[4]. Man faar heri adskillige oplysninger om forbindelser mellem Danmark-Norge og Skotland. Vi fæster os kun ved hvad der vedkommer spørsmaalet om øerne. Herom heter det: »Incaise ony thing be proponit to yow twitching Orknay
