and Zetland twich no wvse that string bot safer as[1] ye may flee the cloise, allegeing that ye ar na wyse instructit ony thing in that heid, nor nevir hard ony questioun or contraversie maid within this realme at ony tyme anent that mater, and thairfore can gif na ansuer thairto.«
Som rimelig er nævnes intet av dette i den latinske, mere officielle kundgjørelse om gesandtens reise. Det danske riksraad har imidlertid vist sig gesandten voksen og fundet hans saarbare punkt. I svaret er desværre de for Norges vedkommende vigtige punkter tildels ulæselige[2]. Venskapet mellem de beslægtede kongefamilier mindes i sterke uttryk, men brevet er dog temmelig bestemt. Det var det bedste for det venskapelige forhold mellem rikerne, at »occasiones omnes qui – – (ulæselig) – labefactari illa (federa) possent imposterum tollerentur. Først av denslags saker nævnes »causa Insularum Orchadum alias ad Norvegie regnum pertinentium«. Skulde der bli et varig godt forhold mellem landene, var det bedst at faa avgjort alle svævende spørsmaal. Dette kunde ha været gjort nu – gjennem gesandten – hvis ikke, sicut quidem intellectum est, denne intet mandat hadde angaaende øerne. Den danske konge beder derfor Maria at bestemme tid og sted til yderligere forhandling. Senere sendte forøvrig kongen hende et eget, mere imøtekommende brev, fra Helsingør 6. juli 1564.
Vi har set hvorledes man fra fransk hold ialfald kjendte til den dansknorske konges krav paa Orknøerne og Hjaltland. Ved overgangen fra middelalderen til den nyere tid hadde det været Frankrigs plan at ha baade de skandinaviske stater og Skotland som forbundsfæller mot England[3]. Det var forsaavidt av interesse for Frankrig
