at disse lande holdt fred og venskap indbyrdes. Dets mægling i det 15de aarh. var imidlertid løpet ut i en ny strid i det 16de. Det var derfor baade av politisk interesse og en slags æressak for Frankrig at gjøre sin indflydelse gjældende paany, saavidt dette kunde ske ved almindelige forestillinger.
Den franske gesandt ved det danske hof, den bekjendte Charles de Dançays, indberetter den 10de juni 1570 til Katharina av Medici[1]: »Votre Maté à de long temps entendu le different, qui est entre les roys d’Escosse et de Dannemarck pour les isles Orcades, ou j’ay souuant esté employé. ll est certain, que les estatz du royaume de Dannemarck desirent extremement les recouurer, et ne doubte point, qu’ilz ne l’essaiassent, silz avoyent autant de pouuoir et de moyen que de volonté.«
Saken kom paa tale igjen i anledning av Bothwells flugt og fængsling[2]. Bothwell var blit hertug over Orknøerne i 1567, og var under sit fængselsophold i Danmark snedig nok til at benytte sig av denne omstændighet. Han lovet Fredrik 2 at overdra øerne til ham, og dette var ialfald en grund til at kongen, trods skotske forestillinger, ikke vilde utlevere ham.
Fredrik 2 har idethele grepet enhver anledning til at bringe spørsmaalet paa bane; paa forbigaaende forhandlinger manglet det derfor ikke. Mot slutten av hans regjering blir omtalen av forholdet til Danmark-Norge atter fyldigere i skotske kilder, paa grund av Jakob 6’s paa- tænkte egteskap med en dansk prinsesse; i denne anledning blev Orknøaffæren atter aktuel.
For skotterne har hovedsaken ved dette egteskap været, ved siden av at faa en protestantisk allieret, at sikre sig en forbundsfælle mot England. Forhandlingerne
