Hermed var forhandlingerne denne gang til ende og
dermed i virkeligheten for altid. Den sidste dansk-norske
konge som virkelig kunde gjøre regning paa at faa øerne
tilbake, var vistnok Fredrik 2. Dengang var endnu Danmark
mægtig og, ialfald efter hvad samtiden maatte tro,
mindst like saa sterkt som Skotland. Da imidlertid Skotland
i 1603 indgik foreningen med England, og Danmark-Norge
under Kristian 4’s senere aar gik mere og mere
tilbake, ogsaa i ydre anseelse, var egentlig spørsmaalet ute
av verden.
Vi skal i korthet se hvorledes saken stiller sig indtil freden i Breda. I en traktat[1] av 1621 blev man enig om, at saken skulde hvile i Kristian 4’s og Jakob I’s levetid, omni tamen Jure Successoribus semper et in totum salvo manente. Kristian lot den hvile vedblivende, ogsaa i Karl 15 regjeringstid, men da denne i 1640 blev avsat som skotsk konge, mente han at maatte vareta sine interesser[2], og indledet forhandlinger. Der var nu rørt vande at fiske i, men skjønt det engang skulde være nære ved, at man fik øerne, har dog den aucta convulsio in Brittania vokset danskerne over hodet.
Ogsaa Fredrik 3 har som bekjendt hat øie med øerne. Dog spiller de i hans politik kun den rolle, at være noget som kunde tages med paa kjøpet. Orknøspørsmaalet kan maaske ha været medvirkende til hans nærmest paa grund av venskapet til Holland og familieforholdet til Stuarterne spændte holdning overfor den engelske republik. Man ser av Christen Skeels dagbøker[3], at det var paa tale i riksraadet 6te december 1651. Christen Skeel selv var imot at man blandet sig op i de engelsk-skotske anliggender; Danmark hadde nok at vareta alene[4]*. Da det
